Et gæsteværelse til anbragte unge på anbringelseshjemmet?
Anbragte unge mangler netværk til at holde hånden under dem, når de skal stå på egne ben. Vi, personalet på anbringelseshjemmene, og de unge selv gør nu noget ved det.
Af Cecilie Riis Gadegaard, cand.soc., socialrådgiver og specialkonsulent i LIVSÆRK; Louise Gade Ellekrog, cand.soc., socialrådgiver, udviklingskonsulent og projektleder i KFUM’s Sociale Arbejde; Heidi Reippurt, cand.psych., psykolog og udviklingskonsulent i Jysk Børneforsorg/Fredehjem.
Det er ikke altid nemt at blive voksen. Overgangen fra at være teenager til at skulle være ung voksen kan være svær. Men for unge, der er anbragt uden for hjemmet, er det sværere end for andre. Det er en brat oplevelse. For den dag, du fylder 18 år, skifter alt. Du kan ikke længere bo på det anbringelsessted, der er dit hjem, men skal klare dig selv, medmindre du får efterværn. Og du har ikke nødvendigvis nogle voksne at læne dig opad, som andre 18-årige med forældre har.
De unge kender vi, for de bor på vores anbringelseshjem. Vi ser, at de ikke altid er klar til udfordringen, og at det kan være vanskeligt at få hjælp, før det går rigtig galt. Når anbringelsen ophører med fraflytningen, ophører hjælpen fra de professionelle også, hvis man ikke får efterværn – og det er langt fra alle, der har et netværk, der kan hjælpe dem over de uundgåelige bump, der er på vejen til voksenlivet.
Vi er nemlig en række anbringelseshjem, som i år er gået i gang med at udvikle den pædagogiske praksis, så unges adgang til blivende netværk efter anbringelsen styrkes.
Styrk adgang til netværk
Tidligere anbragte unge lever nemlig i langt højere grad end andre unge på kanten af samfundet med ringe muligheder for at blive inkluderet i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Vi ved, at 1 ud af 10 unge med anbringelsesbaggrund ender i hjemløshed, og at 40 procent af de anbragte unge, der bringes ud i hjemløshed, både har en psykisk lidelse og et misbrugsproblem (VIVE 2020)
Vi ved også, at de unge har et yderst spinkelt netværk med dårlig kontakt til forældre og bedsteforældre samt få nære relationer og lav grad af deltagelse i fællesskaber (SUS & Bikuben Fonden, 2019; Vive, 2020).
Det håber vi nu på at kunne ændre. Vi er nemlig en række anbringelseshjem, som i år er gået i gang med at udvikle den pædagogiske praksis, så unges adgang til blivende netværk efter anbringelsen styrkes.
Unges erfaringer i centrum
Projektets afsæt er, at de unges egne erfaringer skal være centrale for forløbet i projektet. Derfor deltager både tidligere og nuværende unge fra hvert anbringelseshjem sammen med de fagprofessionelle. De bidrager via interviews og spørgeskemaundersøgelser og deltager i udviklingen og afprøvningen af de løsningsmodeller, der arbejdes med.
Herudover er der ansat seks tidligere anbragte unge som erfaringseksperter, der indgår som ligeværdige undersøgere og udviklere sammen med konsulenter fra SUS-Socialt Udviklingscenter.
Vores første undersøgelsesfase er afsluttet, og dermed har vi allerede nu viden om, hvor vi skal lede efter løsninger. For der skal nye løsninger til.
Vi må erkende, at den støtte, som mange anbragte unge tilbydes i dag, ikke er nok til, at de får en vellykket overgang til voksenlivet.
Det ved vi
I overgangen til voksenlivet oplever de unge en række systemskabte forhindringer. Fx har 4 ud af 10 unge haft flere sagsbehandlere på kun ét år, nogle unge vurderes til at klare sig for godt til at modtage kommunal hjælp, selvom de oplever et behov, og andre unge modtager utilstrækkelige efterværnstilbud. (SUS & Bikuben Fonden, 2019) Helt ny forskning på området viser, at kun 1 ud af tre anbragte unge får efterværn. (PwC, 2022)
De unge selv peger på, at deres udfordringer kunne afhjælpes, hvis de vidste, hvor de kunne få den rette hjælp, men at det er svært at få, når man ikke fungerer dårligt nok til, at kommunen ser sig forpligtet til at hjælpe, og man samtidig har et spinkelt netværk, hvor ressourcerne er små (SUS & Bikuben Fonden, 2019).
Vi ved derudover også, at de unge har et yderst spinkelt netværk med dårlig kontakt til forældre og bedsteforældre samt få nære relationer og lav grad af deltagelse i fællesskaber (SUS & Bikuben Fonden, 2019; Vive, 2020).
Netværk gør stærk
Netværk og relationer er afgørende. Resiliensforskningen, som undersøger, hvorfor nogle udsatte personer klarer sig godt trods en problemfyldt opvækst, viser klart, at netværk og relationer er vigtige for, at børn og unge udvikler sig godt trods modgang. Resiliens opstår nemlig i et samspil mellem flere faktorer, som tilsammen beskytter barnet mod modgang. Og nogle af de afgørende faktorer udspringer af netværk og relationer, fx effektiv omsorg og kvalitet i forældreskab, tætte relationer med andre kapable voksne, gode nabolag og kollektiv evne til at klare tingene samt tætte venner og kærester (Dahl, K. og Tanggaard, L.).
Vi må erkende, at den støtte, som mange anbragte unge tilbydes i dag, ikke er nok til, at de får en vellykket overgang til voksenlivet. Og at det kan være vanskeligt at opbygge ikke-betalte relationer under anbringelsen. De beskyttende faktorer, som netværk og relationer kunne give i overgangen, er simpelthen ikke tilstrækkeligt til stede.
Det betyder, at højt kvalificerede (og ekstremt dyre) indsatser foretaget i barndommen tabes på gulvet den dag, de unge fylder 18 år, fordi der ikke investeres nok i overgangen til voksenlivet. Så hvad kan gøres anderledes?
Om projektet
’At skabe netværk, fællesskab og deltagelse for og sammen med anbragte unge’ er er et treårigt projekt, der støttes af Egmont Fonden og som afvikles i et tæt samarbejde mellem Socialt Udviklingscenter SUS, LIVSVÆRK, KFUM’s Sociale Arbejde, Jysk Børneforsorg/Fredehjem, Københavns Kommune og De Anbragtes Vilkår samt seks forskellige anbringelseshjem.
Velkommen til verden udenfor
Vores nye viden i projektet på anbringelseshjemmene viser, at de unge ønsker sig fokus på børnenes netværk tidligt i anbringelsen; at man med fordel kan operere med et bredt familieperspektiv, så familien ikke reduceres til kun mor og far; og at børnenes fritidsliv med venner og fritidsinteresser bør understøttes systematisk.
De unge efterspørger, at ’verden udenfor’ åbnes op, så de tidligt får erfaringer med relationer udefra, og at der skabes en åben og inviterende tilgang til venner og familie på anbringelseshjemmene.
I overgangen til voksenlivet har de tidligere anbragte unge i projektet savnet en glidende overgang med de trygge voksne fra anbringelsesstedet som centrale hjælpere fremfor ’bare en dato for udflytning’, men også viden om, hvem deres livliner i deres netværk var, og hvilke fællesskaber, de kunne opsøge i deres nye lokalområde.
Ideer spirer frem
Hvordan kunne man så gøre dette helt konkret? Nogle af de ideer, der er spiret frem hos de unge i vores projekt, er:
Hvad nu, hvis vi havde et gæsteværelse, når man lige havde brug for at komme tilbage til anbringelseshjemmet og puste ud eller blive ladet op?
Hvad nu, hvis vi lavede en mentorordning mellem tidligere og nuværende anbragte unge?
Hvad nu, hvis vi inviterede familiemedlemmer ind i anbringelseshjemmet til at være med til at lave mad – eller arrangerede en årlig familielejr?
Eller hvis unge, som stod for at skulle flytte, fik tilbudt et gruppeforløb med andre unge i samme situation?
De unge peger også på, at anbragte unge skal forberedes meget mere på livet efter flytningen både følelsesmæssigt og praktisk. I dag skal sagsbehandlingsprocessen omkring efterværn påbegyndes, når den unge fylder 16 år. Men trods gode intentioner ved vi desværre, at det sjældent lykkes myndighederne at være tilstrækkelig på forkant.
Der er altså et behov for, at vi undersøger, hvordan strukturer og praksisser omkring efterværn opleves af de unge i dag og afsøger muligheder for, hvordan vi kan aktivere blivende, ligeværdige og ikke-betalte relationer i de unges liv. Vi må indtænke og afsøge mange muligheder fx i civilsamfundet, i nabolaget, i den øvrige familie og i det tidligere netværk. Dermed kan vi give disse unge adgang til de sociale og kulturelle ressourcer, som de fleste andre unge har adgang til, imens de bevæger sig ind voksenlivet.