icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Lisa Schramm_1128x600.jpg
Det var en sejr, da Ankestyrelsen meddelte, at kommunen burde have foretaget partshøring af en plejefamilie, fortæller faglig konsulent Lisa Arlund Schramm, der havde bragt sagen ind til Ankestyrelsen.
Familieplejer

Kommunen skulle have partshørt plejefamilie

Da en plejefamilie uretmæssigt blev opsagt uden at blive partshørt af kommunen, tog Socialpædagogernes faglig konsulent Lisa Arlund Schramm fat i Ankestyrelsen. Afgørelsen er en vigtig sejr for alle plejefamilier, fortæller hun

’Vi er af Social Tilsyn Midt blev orienteret om, at I ikke har den nødvendige plejegodkendelse til at varetage plejebarnets behov for støtte.’

Nogenlunde sådan lød beskeden fra Holstebro Kommune til en plejefamilie for godt et år siden.

– Er det her en partshøring? spurgte Lisa Arlund Schramm, der er faglig konsulent i Socialpædagogernes Kreds Midt- og Vestjylland, som var med på mødet som bisidder for familien. Men det var det ikke.

Så med de ord var familien opsagt. Uden partshøring og dermed mulighed for at komme med deres bemærkninger til afskedigelsen.

Efter mødet skrev Lisa Arlund Schramm til kommunen – at Ankestyrelsen tilbage i 2017 havde udtalt, at familieplejere skal partshøres, før kommunen kan opsige dem, hvis opsigelsen skyldes forhold, der kan henføres til plejefamilien.

– Det afviste de fuldstændig. Jeg kunne med det samme mærke, at det her kom vi ikke videre med. Så jeg tog sagen videre til Ankestyrelsen, fortæller Lisa Arlund Schramm.

Det er en sejr. For det er vigtigt at blive partshørt i sit eget ansættelsesforhold, som i det her tilfælde er langt mere end det – det er et barn og jo på den måde meget indgribende i de her menneskers liv

Lisa Arlund Schramm, faglig konsulent i Socialpædagogerne

Det er en sejr

Grunden til, at man har partshøringsregler, er for at sikre, at kommunen træffer saglige afgørelser – derfor er det vigtigt også at høre familieplejerens opfattelse af en sag. Kommunen skal dog kun partshøre, hvis der er tale om en afskedigelse på grund af noget, der kan bebrejdes familien som fx samarbejdsvanskeligheder eller uegnethed. Hvis afskedigelsen derimod skyldes, at barnet fx skal hjemgives, fordi forholdene i familien er blevet forbedret, skal der ikke partshøres.

Efter Lisa Arlund Schramms henvendelse til Ankestyrelsen, gik Ankestyrelsen ind i sagen og bad kommunen forklare sig. Og i forsommeren lød den klare melding: Kommunen burde have foretaget partshøring.

– Det er en sejr. For det er vigtigt at blive partshørt i sit eget ansættelsesforhold, som i det her tilfælde er langt mere end det – det er et barn og jo på den måde meget indgribende i de her menneskers liv, understreger Lisa Arlund Schramm.

Lisa Arlund Schramm oplever heldigvis, at langt de fleste kommuner overholder deres pligt til at partshøre plejefamilier. Og hun håber, at afgørelsen fra Ankestyrelsen gør, at partshøring aldrig længere vil være til diskussion.

– Det er vigtigt, at kommunerne følger de få regler, der er for plejefamilier. Der er mange ting angående barnet, man ikke bliver involveret i som plejefamilie. Og det kan være til stor frustration. Men når det vedrører egne forhold, har man altså ret til at blive hørt. Det er der nu sat streg under.

Kontakt din kreds

Skulle andre familieplejere alligevel komme til at stå i en lignende situation, lyder Lisa Arlund Schramms klare opfordring: Kontakt kredsen, som kan gå ind i sagen og til syvende og sidst rejse et krav om økonomisk godtgørelse på vegne af medlemmet.

– Bliver man opsagt uden partshøring, modtager man jo ikke ligefrem en klagevejledning, så der kan sagtens være plejefamilier, der ikke er klar over det her. Jeg håber, de fremadrettet vil kontakte os.

Styr på reglerne om partshøring

Som familieplejer er du ikke part i dit plejebarns sag. Du er derimod part i din egen ansættelse, og det betyder bl.a., at du skal partshøres, hvis kommunen agter at afskedige dig.

Læs hvad Socialpædagogernes jurist Cathrine de Voss skriver om partshøring.

Bliv medlem og få tryghed, netværk og juridisk hjælp

Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.

5 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM

  • Billige forsikringer gennem Alka.
  • Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
  • Rabatter på mange varer og services med LO Plus-kortet.
  • Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
  • Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.

Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge