Jeg er rød-grøn både på job og i fritiden

Hvad fik dig til at tage springet?

Jeg var vikar på Porten i et år og sætter stor pris på fagligheden på stedet. Alle er uddannede, og der er en meget stærk faglig kultur og tillidsfuld ledelse. Andre steder har jeg som vikar oplevet, at jeg skulle være det faglige fyrtårn, fordi der simpelthen manglede uddannet personale. Jeg insisterer på, at der skal være faglighed bag alt, hvad vi gør. Hvert barn er unikt, og vi skal være nysgerrige på det enkelte menneske og tage udgangspunkt i, at barnet føler sig set, hørt og forstået, som det er. På Porten er mine kolleger fagligt skarpe og reflekterer på baggrund af deres observationer. De giver mig modspil og perspektiver.

Hvordan var det at tage springet?

Jeg har en 30-timers stilling, så jeg fortsat har tid til at være politisk aktiv. Enhedslisten står jo for en rød-grøn politik, så for mig giver det rigtig god mening at kombinere min socialpædagogiske uddannelse med arbejdet som økologisk landmand.

Hvordan bruger du din socialpædagogiske baggrund?

Når mine kolleger og jeg bruger vores faglighed, er vores arbejde livsforandrende for de unge på Porten. Det kræver socialpædagogiske kompetencer. Jeg kan enormt godt lide samspillet mellem mit arbejde, hvor jeg lytter til de unges erfaringer med at være i systemet, og så det politiske arbejde, hvor jeg kan bruge de unges erfaringer i den socialpolitiske debat. Det bliver stadig mere tydeligt for mig, hvordan tidlige og forebyggende indsatser er helt afgørende for at skabe trivsel og udvikling. Og hvor skadeligt det er, når kommunerne trækker sager i langdrag, så børn og unge i mistrivsel går længe uden den rette hjælp.

Hvor ligger udfordringerne?

Jeg kan til tider have svært ved at få tid til alt det, jeg gerne vil nå. Heldigvis er der stor fleksibilitet hos kollegerne på mit arbejde. De sovende døgnvagter betyder, at jeg har overskud til at deltage i politiske møder – og også køre traktor indimellem.

Hvad er dit råd til andre? 

Fortæl jeres historier ude fra institutionerne. Jeres stemmer er helt afgørende. Jeg møder så mange socialt indignerede socialpædagoger, og jeg ville ønske, de langt oftere ville fortælle om deres arbejdsliv, og hvorfor de ikke altid kan levere den kvalitet, der er nødvendig. Fortæl om lav bemanding, mangel på uddannet personale, mange og skiftende vikarer pga. højt sygefravær. Store dele af den danske befolkning har jo aldrig besøgt en døgninstitution for mennesker med udviklingshæmning eller et hjem for sårbare unge – og ved slet ikke, hvad der foregår. Det skal vi fortælle dem, hvis der skal ske positive politiske forandringer i Danmark.