Få tre gode råd fra en mønsterbryder

På trods af en hård start på livet med to forældre med psykiske lidelser, omsorgssvigt i barndommen, farens voldsomme død og anbringelser i både plejefamilier og døgninstitutioner har Thomas de Oliveira brudt det negative mønster. Og i dag kan han både fortælle om gode relationer til kæreste og venner og et job som direktør og virksomhedsejer med ti ansatte.

På Landskonferencen for plejefamilier deler han sin egen historie under overskriften ’Fra kaotisk barndom til mønsterbryder’, men allerede nu giver han tre gode råd til plejeforældre:

1. Se bag facaden
   Husk, at ’i hvert eneste urolige, grænsesøgende barn findes en lille, usikker dreng eller pige, der hungrer efter at blive holdt af, og efter at nogen skal se alt det, det også er, alle de muligheder, det også rummer.’ Sådan har jeg skrevet på omslaget af min bog ’Når alle masker falder’, hvor jeg fortæller om mit liv. Og for mig er det faktisk det allervigtigste råd til plejeforældre: Se bag adfærden! Forstå, at der er en god grund, når dit plejebarn fx går i konflikt. Som lille blev jeg selv meget vred, hvis tingene blev lavet om – hvis vi fx skulle have frikadeller, når jeg havde fået at vide, at vi skulle have karbonader. Det bundede i, at jeg var vant til ikke at kunne stole på min mor, og derfor havde et enormt behov for at kunne stole på mine plejeforældre. I dag ville jeg ønske, at mine plejeforældre havde haft en endnu større forståelse for årsagen til min adfærd. Og at de måske havde fået mere hjælp til at forstå mig.
   
   
2. Vær tålmodig
   Vid, at det kan tage meget lang tid at skabe en relation til et omsorgssvigtet barn. Jeg har stadig kontakt til datteren i en af de to familier, der havde mig i pleje. Og for ikke ret lang tid siden sagde hun til mig: ’Thomas, hvor ville jeg ønske, at vi 1000 gange om dagen havde sagt til dig, at vi godt kunne lide dig. Vi sagde det 100 gange, men vi skulle have sagt det 1000 gange.’
   
   
3. Vær diskret
   Selvfølgelig skal plejeforældre betales ordentligt for deres arbejde, men det er vigtigt at være opmærksom på, at det gør ondt i barnet, at plejeforældrene skal have penge for at være sammen med det. Min ene plejefamilie skjulte på ingen måde, at de gik utrolig højt op i at gemme kvitteringer, hver gang jeg havde fået noget, og at skrive kilometerne ind i kørebogen, hvis de havde kørt mig et eller andet sted hen. Det kunne de godt have gjort på en mere diskret måde. Modsat glemmer jeg aldrig, at min anden plejemor engang betalte for et par bukser, der var for dyre til, at jeg kunne købe dem for mine tøjpenge. ’Det skal du ikke tænke på Thomas. Jeg betaler bare resten,’ sagde hun, og det sidder stadig i mig. Som et dryp af omsorg, der har været med til at give mig tillid til verden.