icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Fremtidens døgninstitution

Fire kig i krystalkuglen

Hvordan bør fremtidens døgninstitution se ud? Læs fire vidt forskellige bud fra deltagere i Socialpædagogens Facebook-gruppe – og fortæl, hvad du selv ser i krystalkuglen

  • Af Maria Rørbæk
  • 18-2010 /

 


 

Lotte Andersen: Anbragte småbørn bør integreres i almindelige børnehaver

I fremtiden bør der være et meget tættere samspil mellem observations- og behandlingshjem og helt almindelige daginstitutioner.

Det mener Lotte Andersen, der i dag er pædagogstuderende og tidligere har arbejdet i såvel vuggestuer som børnehaver.

– I min praktik var jeg på Glostrup Observations- og behandlingshjem i en afdeling med to stuer for børn mellem få måneder og fire år. Børnene fik alle de basale behov opfyldt, og de voksne var meget omsorgsfulde. Alligevel sker der efter min mening et omsorgssvigt, fordi børnene i to-tre år er anbragt i en meget isoleret verden, skriver hun.

Derfor mener Lotte Andersen, at børnene får et stort problem, når de for eksempel som 3-årige kommer i familiepleje og efter et års tid skal begynde i en almindelig børnehave.

– De har ikke fået mulighed for at opbygge de kompetencer, som andre børn opbygger i deres institutionsliv, påpeger hun.

Lotte Andersen foreslår, at børnene i stedet for kun at opholde sig på behandlingshjemmet, også bør tilknyttes en helt almindelig børnehave, hvor de kan være i nogle timer om dagen.

– Primærpædagogen eller resourcepædagoger kunne støtte barnet i det omfang det var nødvendigt. Her vil barnet lære de sociale spilleregler at kende og dermed være styrket til sin senere familieplejetilværelse, vurderer hun.

 


 

Thomas Jannsen: Lovkrav om uddannelse

Hvis det står til pædagog Thomas Jannsen, bør der i fremtiden være et lovmæssigt krav om et vist uddannelsesniveau i personalegrupper på døgninstitutionerne:

– Alt for tit, specielt i den private sektor, bliver man ansat på baggrund af sin personlighed i stedet for uddannelse og faglighed. Eller også har en virksomhed ‘opfundet’ en privat uddannelsesform, der skulle opveje forskellen mellem en uddannet pædagog og en arbejdsløs murer/elektriker eller andet. Det mener jeg kun kan være skadeligt i længden. Fagligheden er og bliver den drivende faktor, og vores uddannelse og faggruppe må på banen overfor politikerne.

 


 

Connie Dreier: Bedre tilbud til unge udviklingshæmmede

Ungdomshjem for udviklingshæmmede. Det kunne være et eksempel på en døgninstitution i fremtiden, vurderer Connie Dreier, der i dag arbejder på en aflastningsinstitution for udviklingshæmmede op til 18 år.

– Jeg synes, der mangler tilbud for de unge mellem 18 og 25 år, så de enten kan bo sammen eller komme i aflastning. Hos os er der mange, der har opbygget venskaber, og når de så bliver 18 år får de tilbudt aflastning et sted, hvor gennemsnitsalderen måske er 40-50 år, og det er da synd for de unge. Der burde være et overgangstilbud for de 16-25-årige, så der blev en bedre overgang mellem at være barn og pensionist, foreslår hun. 

 


 

Jesper Mürhmann-Lund: Bygninger til brugernes behov

Når der skal bygges nye døgninstitutioner, bør der være et tæt samarbejde mellem arkitekter/konstruktører og brugerne eller deres talsmænd. Det mener, socialpædagog Jesper Mürhmann-Lund, der opfordrer til, at arkitekturen på bostederne i langt højere grad tager udgangspunkt i brugernes behov og for eksempel taler til alle sanser.

– Skal vandet kunne risle af og til? Hvor? Må gulvet godt føles forskelligt, når man går/sidder på det? Befordrer indretningen, at man hænger ting op på væggene? Kan man udnytte ny teknologi og lade farverne skifte på væggene?

I dag mener Jesper Mürhmann-Lund ikke, at brugernes behov altid er i fokus.

– Trods bevidstheden om, at lysøer skaber hygge og koncentration, bygges der for eksempel stadig med gigantisk oplysning af gange, når der tændes for lyset – og ofte må man anskaffe sig en lufthammer for at hænge noget op på væggene.

 


 

Diskuter på facebook


Hvordan mener du, fremtidens døgninstitutioner bør se ud? Er du enig i de forslag, der bliver stillet i bladet? 

Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Børn og unge