Hvad er målet? Og hvordan kan det nås?
I mere end tyve år har professor og seniorforsker Tine Egelund forsket i anbragte og udsatte børns vilkår. Her opridser hun de spørgsmål, hun mener, man bør stille i en diskussion om fremtidens døgninstitution
Kan døgninstitutioner bane vej for kærligheden? Sådan lyder et af de spørgsmål, som seniorforsker og professor Tine Egelund anbefaler, at socialpædagoger og andre fagfolk diskuterer, hvis de vil formulere en vision om fremtidens døgninstitution.
I mere end tyve år har Tine Egelund forsket i sociale forhold, og hendes navn står blandt andet på rapporter som ‘Anbragte børns udvikling og vilkår’, ‘Sammenbrud i anbringelser af unge’ og ‘Små børn anbragt udenfor hjemmet’.
Fagbladet Socialpædagogen har sat hende stævne på hendes kontor i forskningsenheden for børn og familier på SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, for at få hendes bud på de væsentligste ubesvarede spørgsmål, der hører hjemme i en diskussion af fremtidens døgninstitution.
Men Tine Egelund vil starte et helt andet sted: For hvad er egentlig formålet med at anbringe børn uden for hjemmet?
Det spørgsmål råber i Tine Egelunds øjne på en grundig diskussion.
Inklusion eller eksklusion
– De seneste års utrolige skærpelse af nul-tolerancepolitikken med sænkelse af den kriminelle lavalder og klart fængselslignende anstalter for børn ned til tolv år, kalder på, at vi tænker forfra. Er formålet bare at holde rødderne væk fra gaden? Eller er det så vidt muligt at forsøge – selv om det er svært – at igangsætte nogle inkluderende processer, spørger hun.
Hvis målet er det første, er den danske kurs for så vidt god nok. Men hvis der er et større formål med døgninstitutioner for unge kriminelle, skal der noget helt andet til, mener hun.
– Rent forskningsmæssigt ved vi, at ophold på lukkede institutioner ikke gavner børnene og de unge. De er ekskluderede, før de kommer ind, men opholdet stadfæster eller fordyber den sociale eksklusion. En god måde at lære børn og unge mere sofistikeret kriminalitet eller lære dem at blive misbrugere, er at sætte dem sammen med andre børn og unge med normbrydende adfærd, siger Tine Egelund.
Hvis formålet med anbringelserne er, at børnene og de unge som voksne skal kunne indgå i samfundet på en god måde, og selv få et godt liv, mener Tine Egelund derfor, at der skal tænkes nyt.
Hun vil ikke nævne navne på døgninstitutioner og opholdssteder, for så føler hun, at hun som forsker begynder at give karakterer.
– Men der er nogle åbne institutioner, som i det store og hele har den samme målgruppe som de lukkede institutioner – altså en målgruppe af små voldsmænd og små drabsmænd. I stedet for hegn og overvågning og indelåsning bruger de personaleressourcer. Hvis du ikke kan lade være med at stjæle fra dine kammerater i klubben eller i omklædningsrummet, så må du have en pædagog med derned og sørge for, at du ikke gør det. Hvis du ikke kan finde ud af at være sammen med dem uden at slå på dem, ja, så må der være nogle pædagoger, der sørger for, at du ikke gør det. Man bruger menneskelig kontakt i stedet for indespærring, og du kan købe utrolig mange pædagoger for de penge, du ellers bruger til hegn og overvågning og tremmer for vinduerne, siger hun.
Andre spørgsmål fra professoren Ud over de spørgsmål, som professor Tine Egelund rejser i interviewet, stiller hun også en række andre spørgsmål, der i hendes øjne bør indgå i debatten om fremtidens døgninstitution:
|
Kærlighed og uddannelse
Når det gælder om at holde unge ude af kriminalitet, har flere kriminologer påpeget, at der kun er en vej: Kærlighed og uddannelse.
– Det er lidt slagordspræget, men jeg er enig i budskabet. De kriminelle unge, der enten kommer i et godt, støttende, prosocialt forhold eller uddanner sig, har gode muligheder for at komme ud af kriminalitet. Og det leder hen til spørgsmålet: om døgninstitutionerne kan gøre noget for at bane vej for kærligheden? Og for at skærpe interessen for at uddanne sig, spørger Tine Egelund.
Når det handler om kærlighed, tænker Tine Egelund mest på kærlighed i en mere bred forstand, så den også handler om tætte relationer mellem de anbragte børn og de voksne på anbringelsesstedet.
– Når vi i undersøgelser spørger de unge selv, så siger de, at de befinder sig i relationsfattige rum på institutionerne. Og det er jo ikke fordi, personalet ikke har lyst eller ikke forstår vigtigheden af relationer – det skyldes måske snarere, at hvis man har en arbejdssituation, hvor man måske har otte unge i en gruppe, som hver for sig har alvorlige problemer, så er der grænser for, hvad man kan. På døgninstitutionerne er der også ofte en ret stor udskiftning af personalet – både fordi de skifter job, men også på grund af regler for arbejdstid og afspadsering. De steder, hvor det virkelig lykkes at skabe tætte relationer, ser personalet ofte deres arbejde som en livsstil, så der for eksempel er et forstanderpar, der bor på opholdsstedet eller personale, som bor der med deres familier, siger hun.
Tine Egelund er med på, at det er store – og måske også for store – krav at stille til lønnet personale, men hun mener i hvert fald, at der er en vigtig nød at knække:
– Hvordan kan døgninstitutionerne skabe nogle rammer, der fremmer mulighederne for tætte relationer mellem børn og voksne?
Den vigtige partner
Tine Egelund mener også, at kærlighed i hel traditionel forstand mellem en mand og en kvinde, kan tænkes ind i visionen for fremtidens døgninstitution:
– En stor engelsk undersøgelse af piger, der blev anbragt, da de var under to år, viser, at det, der virkelig skilte dem, det gik godt for, og dem, det gik dårligt for, var, at de piger, som havde haft de gode skoleoplevelser, gik det godt for. Men det gik ikke den lige vej, sådan at når man havde haft gode skoleoplevelser, så gik man også i gang med en uddannelse, det gik faktisk vejen omkring, at de, der havde en god skolegang var mere tilbøjelige til at vælge en lidt mere prosocial omgangskreds, og de fik først og fremmest en mere prosocial partner. Så vi kan godt stille spørgsmålet om døgninstitutionerne kan gøre noget for at hjælpe sådanne gode forhold lidt på vej. Hvordan kommer de anbragte drenge med i den almindelige børs om de søde piger, spørger hun.
Det spørgsmål leder direkte over til Tine Egelunds næste spørgsmål, nemlig hvordan, døgninstitutionerne kan åbne sig mere op for omverdenen.
– Lukketheden er ikke bare et problem på de lukkede institutioner, men også på andre døgninstitutioner. Det meste af det, der foregår, det foregår på matriklen. Børnene går i skole på matriklen. De leger på matriklen. De har en dagligdag på matriklen. Jeg kan ikke bedømme, om det er nødvendigt for de børn, der er meget sårbare og løber ind i mange konflikter, men det giver i hvert fald et meget dårligt udgangspunkt for at tilegne sig de sociale færdigheder, som man skal bruge uden for institutionen. Derfor er det en voldsom udfordring for institutionerne i så høj grad som muligt at blive integrerede i det lokale miljøs liv – dets sportsklubber, hvis man overhovedet kan det, dets almindelige skolegang og så videre, siger hun.
Deltag i debatten
|