Nogen at tale med; nogen, man kan have tillid til
Malene, Michael og Sarah har alle boet på samme døgninstitution, på forskellige afdelinger og forskellige tidspunkter. På tværs af tid og sted er de enige om, hvad man har brug for, når man er barn eller ung og ikke længere kan være hjemme
Malene, Michael og Sarah kender alle tre en døgninstitution indefra. De har oven i købet boet på den samme, nemlig Hedebocentret i Midtjylland, om end ikke på de samme afdelinger.
– For mig var det total luksus at komme på døgninstitution, fortæller Malene.
– Som på et hotel. Jeg havde aldrig prøvet at skulle lave så lidt! Og så respekterede de os. De havde regler, og det havde konsekvenser, hvis ikke man fulgte dem. Men man kunne have tillid til de voksne, og de bar ikke nag, hvis man havde gjort noget forkert. Man behøvede heller ikke være bange, når man kom hjem, eller når man tog afsted. For mig var det fantastisk!
– Jeg var den ældste af seks børn. Den lille voksne, så længe jeg kan huske tilbage. Mor fik os med fire forskellige mænd, og ham, der var far til den yngste, blev truet væk af en ny og mere voldelig stedfar, som var arbejdsløs alkoholiker. Og både mor og mine søskende kom fra asken til ilden. Der var intet, der fungerede derhjemme.
– Som barn kendte jeg ikke til, hvordan almindelige familier levede. Vi havde ikke venner på besøg, holdt ikke børnefødselsdage for dem og den slags. Første gang jeg var hos en klassekammerat, troede jeg, at de var meget velhavende. Faktisk var det bare helt almindelig jævne mennesker, men jeg havde aldrig set et hjem, hvor der var rent og ordentligt.
‘I forhold til det, jeg kendte hjemmefra, var det ren luksus på døgninstitutionen’ MALENE, 47 ÅR, kom på døgninstitution i 1979, da hun var 16 år efter en opvækst med massive omsorgssvigt. Hun kom på Erhvervsskolen i Ikast, forløberen for Hedebocentret. |
Jeg kunne godt!
– Det var umuligt at passe skolen, men i 7. klasse fik jeg en lærer, der gav mig svedere, hvis ikke jeg læste lektier, og som i det hele taget var efter mig. Så gjorde jeg noget ved det, og så blev jeg en af de bedste i klassen. Jeg kunne nemlig godt!
– Men det med problemerne derhjemme…
Det tog den lærer sig ikke af. Der var en del andre, der vidste, hvad der foregik, men hvis de gjorde noget ved det, så var det i hvert fald ikke noget, vi mærkede noget til. Mors nye mand, han var endnu mere modbydelig end de andre. Han pillede ved mig, men da han så heller ikke kunne lade min lillesøster være, så tænkte jeg, at nu kunne det være nok! Jeg meldte mor til kommunen, og vi blev fjernet alle sammen. De fire mindre kom på børnehjem, og min lillebror og jeg kom på Erhvervsskolen. Et par måneder før var jeg flyttet ud på et værelse, men det kunne jeg ikke styre. Min lillebror var ude i noget kriminalitet. Jeg meldte ham, og da han så fik at vide, at han skulle på Erhvervsskolen, spurgte jeg, om ikke jeg kunne komme med.
Som i Malenes tilfælde var der alt for meget alkohol i Michaels barndomshjem. Hans mor kunne ikke kunne styre drikkeriet, og det blev en af årsagerne til forældrenes skilsmisse. Da var Michael fire år gammel.
– Jeg flyttede med min far, og det var, som det skulle være. Han var måske ikke en mønsterfar, men han passede på mig, og han ville, at jeg skulle klare mig godt. Desværre blev han syg af kræft, og han døde, da jeg var 12 år.
– Tre dage før han døde, fik jeg en plejefamilie, der ikke selv havde børn. De havde tid til mig, men så fik de selv børn. Efter et par år kunne de ikke overkomme at have mig, og jeg flyttede til en fætter og hans kone på en gård. Det var jo familie, og de ville gerne tage sig af mig. Det viste sig bare, at de ikke rigtig kunne give mig den tryghed og sikkerhed, jeg havde brug for. Jeg trivedes slet ikke, og jeg drømte om en god plejefamilie, og gerne i Esbjerg, hvor jeg havde mine venner. Jeg skulle eddermame et sted hen, hvor de havde tid til mig!
– Sagsbehandleren sagde, at enten kunne jeg blive, eller jeg kunne komme på døgninstitution i Ikast. Det var jeg ikke vild med. Jeg forestillede mig noget mørkt og uhyggeligt, og at der ville være fyldt med skrupskøre folk. Så var jeg ude at se på huset på Claudisvej. Det var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Der var hyggeligt, og det lignede et hjem. Der ville jeg gerne flytte hen.
‘Jeg skulle eddermame et sted hen, hvor de havde tid til mig’ MICHAEL, 27 ÅR, havde på mange måder en god barndom, men da faderen døde, stod den 12-årige dreng alene tilbage. Michael var i en plejefamilie, men som 15-årig fik han valget mellem at blive et sted, hvor han slet ikke trivedes eller at komme på døgninstitution. Han valgte det sidste, og kom på Hedebocentrets afdeling på Claudisvej i Ikast. |
Sarah havde mere end svært ved at koncentrere sig i skolen. Det gik faktisk rigtig skidt, og til sidst var der en lærer, der sendte pigen til psykolog.
– Jeg fik diagnosen ADHD, og det var jeg absolut ikke tilfreds med. Jeg kunne overhovedet ikke acceptere det. Jeg fik noget medicin, men jeg kunne ikke mærke nogen forskel. Derfor holdt jeg også op med at tage det. Det var, mens jeg var på efterskole. Det var bestemt ikke noget godt år, helt mislykket! Jeg var i det hele taget utryg og ustabil. Jeg stak af flere gange, også hjemmefra, og oven i det hele havde jeg også fået nogle dårlige venner. De tog stoffer og den slags. Mor kunne slet ikke styre mig. Vi skændtes helt vildt, og jeg gjorde, hvad der passede mig. Jeg kom til en psykolog, og vi fik tilbudt en familiepsykolog. Der var bare intet, der hjalp, fortæller hun.
– Så kontaktede mor sagsbehandleren, og jeg fik at vide, at den sidste mulighed var en døgninstitution. Jeg forestillede mig noget fængselsagtigt, men da jeg så Mejeriet, var det jo helt anderledes. Der var friske farver, og folk var positive. Det var ude på landet. Der var ikke engang mobildækning, men det var ok. Derude kunne jeg også komme fri af mine dårlige venner. Jeg havde i den grad brug for en frisk start, og det var godt, det skete. Jeg er mor meget taknemmelig for, at hun traf den beslutning.
‘Jeg havde i den grad brug for at starte på en frisk’ SARAH, 23 ÅR. En ADHD-diagnose, et kaotisk efterskoleår og heftige skænderier med moderen resulterede i en anbringelse i 2003. Hun fik først halvandet år på afdelingen Mejeriet i Fasterholt og derefter to år på afdelingen Olufsgade 19 i Herning. Hun er flyttet ud, men er stadig tilknyttet Hedebocentret. |
Voksne, der havde tid
Når Malene, Michael og Sarah fortæller om deres tid på døgninstitution er der en hel del ting, der går igen, selv om de var forskellige steder og på forskellig tid.
Noget af det første, de nævner, er, at de på døgninstitutionen mødte voksne, der havde tid til at snakke, tid til at sætte sig ind i, hvem de var, hvad der bekymrede dem, og hvad der interesserede dem.
– Det var fantastisk. Det jeg først og fremmest havde brug for var tryghed. Og det fik jeg! Der var stort set altid to pædagoger på arbejde, og vi var seks-syv unge. Selvfølgelig kunne de voksne være optaget af noget ind imellem, men det var aldrig svært at få en snak, og de var meget opmærksomme på en. De spurgte til skolen, og de kunne mærke, hvis der var noget, der gjorde mig ked af det eller glad, siger Michael.
– Jeg havde en stor sorg i mig, da jeg kom til Claudisvej, og det forstod de, og det hjalp de mig med at bearbejde. De gav mig også nogle værktøjer til at komme ud med det, jeg følte. Hvis jeg blev vred eller ked af det, havde jeg svært ved at give udtryk for det. Der var for eksempel en af de andre unge, der virkelig kunne tænde mig. En gang klappede jeg ham en, og det fik hverken han eller jeg jo noget ud af. Sådan noget hjalp de mig med.
– Jeg blev også støttet til at dyrke mine fritidsinteresser. Jeg er for eksempel vild med musik, og de bakkede op i forhold til skolen. Min kontaktperson forstod også, at jeg havde brug for at kende til min fortid. Vi besøgte for eksempel de steder, hvor jeg havde boet før.
– Der var da også ting, man skulle indordne sig under. Det havde jeg ikke så svært ved, men det var der da andre, der havde.
Erkendte sin diagnose
– For mig betød det også rigtig meget, at de havde tid til at snakke, siger Sarah. – Og at de forstod, hvad det var for nogle problemer, jeg kæmpede med.
– Noget af det første var for eksempel, at de fik mig til at erkende, at jeg havde ADHD. Det havde jeg afvist indtil da, men ved at se det i øjnene kunne jeg bedre forholde mig til det og også til en vis grad forebygge de problemer, det kunne give. Jeg har for eksempel en tendens til at tænke negativt om det ukendte. Hvis vi skulle på rejse, så forestillede jeg mig det værste, der kunne ske. Omvendt var der mange andre ting, hvor jeg slet ikke havde tålmodighed til at vente, hvis jeg først havde sat mig noget i hovedet. Så skulle det bare være! Sådan noget var og er de gode til at tackle. Og de gav mig nogle værktøjer, så jeg bedre kunne håndtere det.
– Jeg havde aldrig prøvet at blive behandlet som en 16-årig, husker Malene. – Jeg havde heller aldrig prøvet, at voksne tog ansvar for mig, og på en måde nærmest vartede mig op. Der var faste måltider. Man vidste, hvad der skulle ske, og hvis man opførte sig ordentligt, gav det også bonus. Vi kom også på udflugter og rejser.
– Selvfølgelig var det ikke bare lykke det hele. Mor kæmpede jo med sine problemer. Hun gemte sig for min stedfar på krisecentre, og nogle gange var hun sågar på institutionen for at sove. De voksne kunne jo godt se, at det gik ad Helvede til. Jeg var også bekymret for mine søskende, og samtidig fik jeg jo for alvor mulighed for at leve det teenageliv, jeg ellers ikke have haft mulighed for at tage hul på. Jeg kom i gymnasiet, og det gik faktisk godt. Jeg er god til det med skolen, men så i 2. g, da hængte min halvlillebror sig. Så røg jeg helt ned, for jeg følte så meget skyld. Jeg fik min eksamen, men det var med røven i vandskorpen.
Støtte hele vejen
Også Sarah oplevede at få god støtte til at gennemføre skole og uddannelse.
– De voksne var meget opmærksomme på, i hvilken retning mine interesser gik. Jeg startede på et værksted på Hedebocentret, hvor jeg kunne bruge mine kreative evner. Så kom jeg til noget arbejdstræning uden for institutionen, og jeg var i mange forskellige praktikker – alt sammen fordi jeg ønskede det. Sådan synes jeg også, det skal være. De skal støtte en, også selv om man måske træffer et forkert valg.
– Det endte med, at jeg tog uddannelsen som teknisk designer. Jeg afsluttede i juni i år, og jeg har fået job, siger hun med et stort smil.
Skiftet fra døgninstitutionen til livet udenfor kan være hårdt. Sådan oplevede Malene det for fuld styrke, da hun flyttede ud på eget værelse. Det var i 1982.
– Som jeg oplevede det, var det slut med Erhvervsskolen i det øjeblik, jeg tog derfra, forklarer hun. – Så skulle jeg klare mig selv, og det var hårdt. Jeg var 19 år dengang, og jeg manglede da nogen, der tog hånd om mig. Det blev til en masse dumheder undervejs, og så var det i det hele taget svært at være alene om alting. De mænd, jeg fandt, var bestemt heller ikke altid blandt de bedste.
For Michael var skiftet til livet uden for døgninstitutionen mere uproblematisk. – Jeg fik en læreplads, og institutionen hjalp mig med at finde en ungdomsbolig. Det hele skete på en positiv måde, og jeg følte bestemt, at jeg var parat til det. Bare det at de gav mig en udflyttergave – en stor kasse, der var fyldt med alt det, man ikke lige tænker på, at man får brug for. Jeg fik også en mappe med billeder og andre ting fra min tid på Hedebo.
– Jeg beholdt min kontaktperson i et halvt år efter, at jeg flyttede, husker Michael. – Han besøgte mig hver uge, og jeg kunne ringe til ham, når jeg havde brug for det. Jeg havde for eksempel også en fast ugentlig spisedag på Claudisvej.
Kontaktperson 24/7
– Jeg har stadig tilknytning til Hedebocenteret, fortæller Sarah. Hun flyttede fra Mejeriet i Fasterholt til afdelingen Olufsgade 19 efter cirka halvandet år. Her knyttede hun sig meget til sin nye kontaktperson. De to opbyggede et stærkt tillidsforhold.
– De har også hjulpet mig med at få et rigtig godt forhold til min mor. Jeg er meget sammen hende, men jeg bruger stadig kontakten til Hedebocenteret og til min kontaktperson virkelig meget. Det at have sådan et tillidsbånd er enormt stort. Jeg kan ringe, hvornår det skal være. Hun er der for mig 24/7. Hun ved, jeg ikke misbruger det, og hun forstår med det samme, hvordan jeg har det, og hvordan hun skal hjælpe mig.
Sarah har svært ved at komme i tanke om noget negativt i forhold til sin døgninstitution.
Hun møder også accept af, at hun har boet sådan et sted, selv om det ikke ligefrem er noget, hun praler af, som hun siger.
– For mig hænger det med døgninstitutionen jo meget sammen med ADHD-diagnosen, forklarer hun.
– Så det, der betyder noget for mig, er, at folk accepterer, at jeg er anderledes, selv om det ikke kan ses på mig. Når jeg forklarer det, så forstår de det.
– Selve det at have været på døgninstitution har jeg det godt med, og jeg ved slet ikke, hvad der ville være sket, hvis ikke jeg var kommet herhen. Jeg tror ikke, jeg havde levet nu. Nej, for mig har det været en stor, stor hjælp, men jeg har også gerne selv villet bruge det til noget godt. Hvis der nogle gange var noget, jeg var utilfreds med, så var det da, at de voksne kunne blive lidt for mor-agtige. Du ved, når de blandede sig lige lovlig meget.
– Ellers er det største problem med døgninstitutioner, at der ikke er nok af dem. Der er mange unge, der ikke får den hjælp, de har brug for.
Det rigtige sted
Også Michael har lutter lovord om det, han selv oplevede.
– Det blev bare bedre og bedre, mens jeg var på institutionen, men det var også et rigtig godt team af unge, der var der. Vi var vel forholdsvis velfungerende og ikke voldsomt socialt belastede. Det har da også betydet noget, at jeg selv har vilje til, at det skal blive godt, og jeg er ikke bange for at sige noget. Da jeg flyttede til Ikast og begyndte på en ny skole, rejste jeg mig for eksempel op i klassen og fortalte, hvem jeg var, hvordan jeg var havnet der, hvor jeg boede og den slags. Så vidste de det, og så var der ikke mere snak om det.
– Det eneste negative, jeg husker fra Claudisvej, var, hvis der kom en ung, der ikke var havnet det rigtige sted. Hvis ikke han passede ind, og hvis ikke han havde noget ud af at være der. Det var ikke godt, og jeg oplevede det specielt med en fyr, der var der i en periode. Det er skidt for alle parter – ikke mindst for ham, der ikke passer ind. Selvfølgelig kan en ung blive fejlanbragt, men når det sker, så bør pædagogerne hurtigt kunne se det, og så skal de gøre noget med det samme.
– Men ellers synes jeg, at det fungerede godt, og at døgninstitutioner er en god ting. For mit eget vedkommende drømte jeg om en god plejefamilie. Var alt gået godt, havde det også været en god løsning, men som jeg ser det nu, ville det have været risikabelt. Havde det ikke fungeret, tror jeg, at jeg havde fået et knæk, jeg aldrig var kommet over.
I den sammenhæng er der flere strenge at spille på, når det er en døgninstitution. De siger ikke bare: ‘Du kræver for meget. Dig har vi ikke plads til’.
Nogen, der tager hånd om dig
For Malene er og bliver døgninstitutionen et kæmpe lyspunkt i hendes ungdomsliv.
– Der er slet ikke noget negativt at sige om det, siger hun. – Det skulle da lige være, at man jo ved, at de har med dig at gøre, fordi de får penge for det. Det kan jo ikke undgås, at man knytter sig til dem, og at en pædagog måske bliver næsten som en mor for dig. De skal også bakke op om dig i et og alt, som om de var dine forældre. Det gør de også, men man tænker på, at de kun gør det, mens de er på arbejde. Det kan man nok ikke ændre på, men et problem, det er det!
– En anden ting er, at de skal følge op på det, når man flytter derfra. Du har måske dine forældre, men de kan jo ikke finde ud af det, og hvad har man så! Det er jo derfor, du er sådan et sted. Så er der sagsbehandlerne. Nogle af dem kan være søde nok, men det er så frygteligt, at man igen og igen skal fortælle alt og bygge ny tillid på. Så forsvinder hende, du har lært at kende, og som kender dig. Så sidder der en ny, og du kan begynde forfra.
– Nej, der er brug for nogle, der følger dig i en tid, når du er flyttet ud. Der skal være nogen, der er parate til at tage hånd om dig og hjælpe dig, når det kniber.
Tre, der ved, hvad det handler om Hedebocentret i Herning Kommune arrangerede i juni en sammenkomst for alle, der har boet på institutionen gennem dens mere end 40 år lange eksistens. Cirka 150 mødte op og blandt dem en hel del tidligere unge, der ville gense Hedebocenteret og møde gamle bekendte blandt medbeboere og pædagoger. Det blev en bevægende dag med masser af smil og tårer, knus og kram. Tre af de ‘gamle’ unge fortæller her om, hvordan de ser på deres døgninstitution. Fik de den hjælp, de havde brug for? Hvad var godt? Hvad kan blive bedre? |