icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Familieplejere

Plads til forbedringer i samarbejdet

Flertallet af såvel plejefamilier som kommuner er tilfredse med samarbejdet, men der er også mange forslag til forbedringer. Fx bedre information fra kommunen og en større anerkendelse af plejefamilierne

  • Af Maria Rørbæk
  • 19-2014 /

Størstedelen af såvel plejefamilier som kommuner vurderer, at samarbejdet fungerer tilfredsstillende – og det skyldes især det gode forhold mellem familieplejere og familieplejekonsulenter. Men der er også plads til forbedringer.

Sådan lyder en af konklusionerne i en stor undersøgelse, som Ankestyrelsen har lavet på baggrund af bl.a. spørgeskemaer og fokusgruppeinterviews.

Besvarelserne viser, at 88 pct. af familieplejerne enten er ‘tilfredse’ eller ‘meget tilfredse’ med deres familieplejekonsulent, mens det samme kun gælder for 55 pct., når spørgsmålet handler om barnets eller den unges sagsbehandler.

Socialpædagogernes formand Benny Andersen siger:

– Det er godt, at samarbejdet mellem kommuner og familieplejere fungerer. Og det er tydeligt at se, at det især er velfungerende i kraft af familieplejekonsulenternes vigtige funktion og rolle i kommunerne. Vi så gerne, at familieplejekonsulenterne blev en ‘skal’-dimension i det kommunale anbringelsessystem. Familieplejekonsulenterne spiller en væsentlig rolle, når det handler om matchning af barn og familieplejer, den løbende kontakt mellem familieplejer og kommunen, supervision og støtte og dermed en fastholdelse af familieplejekorpset i kommunen.

Forslag til forbedringer

På baggrund af de mange interviews kommer rapporten også med en række anbefalinger, der kan forbedre samarbejdet yderligere. Således er såvel kommuner som plejefamilier enige om, at følgende tre ting er afgørende for det gode samarbejde:

  • At plejefamilien anerkendes for deres faglige indsigt i barnets forhold.
  • At plejefamilien inddrages i beslutninger om barnet.
  • At plejefamilierne oplever tilgængelighed i kontakten med kommunen – at plejefamilierne kan komme i kontakt og få råd og vejledning med sagsbehandler og familieplejekonsulent ved behov.

I undersøgelsen er såvel plejefamilier som kommuner blevet bedt om at angive, hvilke samarbejdsområder, der hyppigst giver anledning til konflikt, og her peger begge parter på genforhandling af vederlag.

Til det siger Benny Andersen:

– Det er på høje tid, at der indgås aftale om løn- og ansættelsesvilkår for familieplejerne. Vi har i dag et helt forkert system, der skaber konflikter og meget stor utryghed. Og alt det går i sidste ende ud over de anbragte børn.

Ud over spørgsmålet om vederlag bliver spørgsmål om samvær med de biologiske forældre og problemer med manglende information også nævnt som noget, der typisk kan skabe konflikter.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge