icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
pexelscom_sadchild_b (1).jpg
Anbragte børn

Tre ledere: Med tidligere anbringelser kan vi hjælpe flere børn

Sene anbringelser svækker arbejdet med udsatte børn, mener ledere fra tre socialpædagogiske anbringelsessteder. De ser gode takter i statsministerens ambition om tidligere anbringelser, men understreger vigtigheden af forældresamarbejder, når det er muligt

Børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder bliver oftere anbragt i en senere alder, end dem i plejefamilier. Samtidig er børn, der anbringes i en høj alder, som 14-17-årige, i stor risiko for ikke at gennemføre folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse.

Da Socialpolitisk Redegørelse 2019 blev offentliggjort af Social- og Indenrigsministeriet i sidste uge, pegede flere af tallene på, at sene anbringelser har store konsekvenser for udsatte børn og unge.

Statsminister Mette Frederiksen(S) satte også i sin nytårstale de udsatte børns vilkår på dagsordenen med udmeldingen om at:

-Flere udsatte børn skal have et nyt hjem tidligere end i dag.

Fagbladet Socialpædagogen har spurgte ledere fra tre socialpædagogiske anbringelsessteder om deres syn på tidligere anbringelser – og konsekvenserne ved at modtage børn, der anbringes for sent.  

Søren Nielsen, forstander på Orøstrand Skole- og Behandlingshjem. En foreningsejet  institution på Orø for 25 børn og unge i alderen 6-18 år, der bl.a. har tilknytningsforstyrrelser eller diagnoser som følge af omsorgssvigt eller overgreb i hjemmet. 

Statsminister Mette Frederiksen kritiserede i sin nytårstale, at for få udsatte børn anbringes, og at anbringelserne ofte er ustabile. Er det et billede, I genkender på Orøstrand? 

Ja, vi ser både, at de børn, vi får, er flere år ældre, end de var tidligere, og at de ofte kommer med flere sammenbrudte anbringelser bag sig. De har ganske enkelt været igennem for mange svigt og skift, før vi får dem, fordi kommunerne i flere tilfælde sætter mildt ind med indsatser i hjemmene, før de når til erkendelsen om, at en anbringelse alligevel er det rigtigste.

Et andet stort problem er, at vi har dem i alt for kort tid. I 2015 havde vi børnene 2,90 år i gennemsnit – i 2019 var de her i 1,78 år. På få år er anbringelsens varighed altså faldet med mere end et år, fordi kommunerne hjemtager dem tidligere.

Hvilke konsekvenser har det sene anbringelsestidspunkt, den ustabile historik og den kortere anbringelse for jeres arbejde med børnene?

Det er langt, langt sværere at rette op på skader hos et barn i begyndelsen af teenageårene, end det er hos en syv-årig. I mine øjne er det nærmest for sent. For mange af de her børn tror ganske enkelt ikke på de voksne omkring sig længere. De er blevet vant til, at deres hjem er en kortsigtet løsning frem for en blivende omstændighed, hvor de kan falde til ro og skabe en stabil hverdag. Det giver svære vilkår for vores behandlingsarbejde, fordi vi bruger det første lange stykke tid på at skabe relationer til børnene og gøre dem klart, at de er her med et formål.

Når de så endelig er begyndt at trives, beslutter kommunen typisk, at de skal hjemskrives - ofte alt for tidligt og ofte til kaos, fordi der ikke har været et tilstrækkeligt udviklingsforløb i familien sideløbende med det behandlingsarbejde vi laver med børnene.

Statsministeren lagde i sin nytårstale op til, at flere udsatte børn skal anbringes tidligere. Hvad vil tidligere anbringelser betyde for jeres arbejde med dem?

Vi vil have større chance for at bringe børnene i trivsel, rette op på deres relationsskader og gøre dem i stand til at håndtere de udfordringer, de har, samt stoppe den mistrivsel de lever i derhjemme. Ved tidligere anbringelser har vi langt større mulighed for at give dem en bedre og mere stabil hverdag og skolegang uden oplevelsen af for mange nederlag og svigt. For vi vil gerne modtage børnene på vores behandlingshjem, som de første – og ikke som den sidste instans i kommunens indsats. Men det kræver, at vi får den tid til vores arbejde med børnene, der er nødvendig. 

Susanne Gade, tilbudsleder for to kommunale opvækstmiljøer i Esbjerg og Ribe, under Familiecenter Esbjerg med 12 børn og unge i alderen 3 til 21 år.

Statsminister Mette Frederiksen kritiserede i sin nytårstale, at for få udsatte børn anbringes, og at anbringelserne ofte er ustabile. Er det et billede, I genkender i jeres opvækstmiljøer? 

Det er svært at sige om for få udsatte børn anbringes. For mig handler det snarere om, at anbringelserne til tider sker for sent eller, at det rette tilbud til barnet ikke iværksættes fra starten.

Vi modtog fx to på børn på otte og ni år, der kom med to plastiksække med tøj i str. seks år De gemte mad på værelset for at være sikre på, at de også havde noget til senere, for de var ikke vant til at tage basal omsorg som faste måltider for givet. Op til anbringelserne havde der i flere år været forskellige tiltag med støtte i hjemmet og efterfølgende aflastning. Eksemplet viser, at kommunerne ofte forsøger med de mindst indgribende indsatser, inden man iværksætter en anbringelse.

Derfor er tidligere anbringelser en god ide, men man kan ikke sætte et mål op om, at flere skal anbringes – det handler mere om, at hvad er den rette indsats.

Hvilke konsekvenser har det sene anbringelsestidspunkt for jeres arbejde med børnene?

Det kræver sindssygt lang tid at etablere tillid hos omsorgssvigtede børn. De anbragte børn og unge i Opvækstmiljøerne har alle været udsat for massive omsorgssvigt og traumer. Alene det at få skabt tryghed, opbygget kontakt og en tro på, at andre vil dem det godt, stiller store krav til medarbejderne om høj faglighed i forhold til traumearbejde, tilknytningsforstyrrelser og evnen til at reflektere over egen baggrund, teori og praksis. 

Jeg ser forebyggende indsatser som en selvfølgelighed, når der er udsigt til, at forældreevnen kan udvikles. I de tilfælde hvor forældreevnen er så dårlig, at det er til skade for barnets udvikling, er det vigtigt, at vi modtager barnet så tidligt som muligt, så det oplever færrest mulige svigt. Det kan betyde meget, om vi modtager et barn som seks-syvårigt frem for som ni eller tiårigt.

Statsministeren lagde netop op til, at flere udsatte børn skal anbringes tidligere. Hvad kan tidligere anbringelser konkret betyde for jeres arbejde med dem?

Jeg kan kun gisne, men en tidligere anbringelse betyder typisk, at barnet har været udsat for færre svigt end det ældre barn, og det skaber bedre forudsætninger for at få barnet i trivsel. Samtidig skabes der bedre chancer for, at barnet får en positiv start i fx skolen.

Men tidligere anbringelser løser ikke alle udfordringer. Som leder, skal jeg kunne rekruttere kvalificeret personale, og det er svært. Man skal kunne holde til at blive afvist gang på gang af børnene, for de faglige succeser kommer ikke øjeblikkeligt. Vi oplever, at nyuddannede pædagoger, der søger ind på anbringelsesområdet, mangler basal viden om tilknytningsteori og traumatiserede børn. Derfor må vi selv stå for efteruddannelsen. Et fagligt løft og en specialisering af pædagoguddannelsen er altså helt nødvendig for anbringelsesområdet.

Lone Pedersen, forstander på Børn og Unge Center, Vejle Fjord. En socialpædagogisk specialinstitution i Vejle med intern skole for børn og unge i alderen 4 - 18 år tilknyttet KFUM og med driftsoverenskomst med Vejle Kommune.

Statsminister Mette Frederiksen kritiserede i sin nytårstale, at for få udsatte børn anbringes, og at anbringelserne ofte er ustabile. Er det et billede, I genkender på Vejle Fjord? 

Jeg kan til dels genkende billedet. Det er ikke fordi, vi modtager færre børn eller, at de er ældre end førhen, men vi modtager nogle gange børn, der har flere sammenbrudte anbringelser bag sig.

Vi har set eksempler på børn, der trods deres unge alder har været i op til tre plejefamilier i løbet af et år, før de kommer til os. De tilfælde er rigtig triste, for det illustrerer, at man ikke har formået at give dem det rette tilbud fra starten.

Jeg vil gerne understrege, at familiepleje kan være en rigtig god løsning for mange. De børn, der kan det, skal i plejefamilie, men blandt de mest udfordrede børn, som er dem, vi arbejder med, giver det i mange tilfælde bedre mening, at vi får dem tidligere.

Hvilke konsekvenser har det for jeres arbejde med børnene, at de har sammenbrudte anbringelser bag sig?

De pågældende børn er så skadede, at de har vanskeligt ved at forstå og indgå i samspil med andre. De er ganske enkelt sværere at nå ind til, da de har opbygget en grundlæggende mistillid til voksne, som vi skal arbejde intensivt med at vende. Det kræver enormt dygtige medarbejdere, der er i stand til at arbejde med børnene, så deres høje stressniveau falder, og de bliver i stand til at bruge deres kognitive ressourcer.

Statsministeren lagde også op til, at flere udsatte børn skal anbringes tidligere. Hvad vil tidligere anbringelser betyde for jeres arbejde med dem?

Når der sættes tidligere ind, betyder det selvsagt, at vanskelighederne hos det enkelte barn er mindre, og indsatsen skaber hurtigere forandring. Anbringelser er et omfattende indgreb i en familie – særligt i de tilfælde, hvor det foregår under tvang. Men jeg kunne godt ønske mig, at man i højere grad anskuede anbringelser som en forebyggende foranstaltning, for det kan de også være.

Læs også: Stabile anbringelser kræver stabile arbejdsforhold.

Eksempel: Sådan arbejder Vejle Fjord med forebyggende anbringelser

Med kombinationsindsatsen 'Vejen Frem' arbejder Børn og Unge Center, Vejle Fjord med et midlertidigt anbringelsesforløb. 

Kombinationsindsatsen retter sig både mod barnet, netværket og hjemmet i et intensivt forløb på i alt 52 uger. De første 26 uger sikres barnet en sikker, midlertidig base på en døgnafdeling, mens en eller flere netværksmedarbejdere  arbejder med forældrene både i hjemmet, når barnet er hjemme, og når forældrene er på døgninstitutionen. 

Efter de 26 uger flytter barnet hjem, og netværksmedarbejderne arbejder i yderligere 26 uger i hjem og netværk for at implementere og videreudvikle de tillærte samspilsmønstre hos barn og forældre i den hjemlige arena.

I 60% af tilfældene lykkedes det, at barnet flytter hjem, og indsatsen kan stoppe efter de 52 uger.

Kilde: Forstander Lone Pedersen, Børn og Unge Center, Vejle Fjord. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Døgntilbud, Socialpolitik, Børn og unge