Lene superviserer plejefamilier: Vi er blevet kolleger
Som socialpædagog skal Lene Fantassi stå fagligt på tæer for at kunne supervisere kommunens plejefamilier. Det giver hende god energi – ligesom det har lært hende en masse om, hvordan det er at være plejefamilie
– Nu skal vi simpelthen i gang, siger Lene Fantassi og slår sin store tavle ud, når hun kommer hjem til en plejefamilie.
Hun er socialpædagog ved Børn og Unge Center Vejle Fjord. Og hun er én ud af et lille hold af socialpædagoger fra kommunens lokale døgninstitutioner, som familieplejekonsulenterne kan tilkalde, når en plejefamilie har brug for et forløb med ekstra faglig støtte og supervision.
Det kan være, at de biologiske børn har reageret kraftigt på, at der kom et meget skadet plejebarn ind i familien. Det kan være, at en familieplejer har brug for undervisning i autisme eller mentalisering – eller at plejebarnet er meget udadreagerende.
– Jeg kommer udefra og fører hverken tilsyn eller forhandler vederlag. Jeg har udelukkende fokus på at højne plejefamiliernes kompetencer ud fra fx min viden om børn med følelsesmæssig tidlig skade og min erfaring med forældresamarbejde. Og så er en dygtig socialpædagog autentisk i sine tilbagemeldinger og kan sætte sig i et refleksionsrum med plejefamilien. For jeg er ekspert, men ikke på deres børn – derfor skal jeg anerkende dem som mine samarbejdspartnere og kolleger, fortæller hun.
Læs også: Samarbejdsprojektet er et skridt i den rigtige retning
Ingen nem opgave
Lene Fantassi gik ind i projektet om øget samarbejde mellem plejefamilier og døgninstitutioner med en videreuddannelse i mentalisering, en psykoterapeutisk efteruddannelse inden for den systemiske og narrative tænkning, 16 års erfaring fra psykiatrien og fire år som familiebehandler.
Efter at have været med i projektet har hun fået styrket sin faglighed endnu mere – og det samme gælder hendes arbejdsglæde.
– Det giver mig energi, fordi jeg skal suge ny viden til mig, så jeg hele tiden er klædt bedst muligt på til at udføre det arbejde, siger hun.
Det har samtidig givet Lene Fantassi indblik i, at det ikke er en nem opgave at være plejefamilie.
– De kan være rigtig ensomme. Og de er på arbejde hele tiden – vi holder ’personalemøde’, når børnene er lagt, som de siger. Men som faggruppe bliver de glemt lidt. Det er jeg blevet mere opmærksom på, for vi skal passe på dem. Det er nemlig ikke alle børn, der egner sig til institution. Og hvis det ikke er et attraktivt erhverv, så forsvinder det, siger hun.